MarketWire

Aktier/middag: Rockwool og ISS i top og bund i positivt indeks

FLSNOVO BROCK AROCK BWDHBIOPORISSSTGTCM

Aktier/middag: Rockwool og ISS i top og bund i positivt indeks

Rockwool og ISS søger torsdag i hver sin retning - henholdsvis mod top og bund - i C25-indekset, som ved middagstid løfter sig med 1,0 pct. til 1792,60.

Dermed overhaler indekset kollegerne ude i Europa, som noterer et plus på det brede fællesuropæiske Stoxx 600-indeks på 0,4 pct. i et generelt positivt marked.

- Det er igen situationen i Mellemøsten, som jo præger udviklingen på godt og ondt, og i dag er det så på godt. Der er fredshåb og faldende oliepriser. Det er den klassiske situation, som vi har snakket om snart to måneder, konstaterer senioraktierådgiver i Jyske Bank Martin Munk.

- Og så er der måske også lidt Nvidia-regnskabs over det, antager han.

Verdens mest værdifulde selskab, den amerikanske chipgigant Nvidia, kom sent onsdag med regnskab, som var bedre end ventet. Torsdag formiddag stiger aktien 0,2 pct. på det amerikanske formarked.

- En relativ rolig reaktion. Men alt kan ske endnu. Men det er i hvert fald ikke noget, som kan ødelægge stemningen, noterer Martin Munk.

STORAKTIONÆR I ISS SÆLGER UD AF SIN AKTIEPOST TIL SALG

I bunden af C25-indekset taber ISS 3,2 pct. til 268 kr., mens Rockwool stiger 2,8 pct til 193,60 kr. i toppen af indekset. Og for begge aktier kan udviklingen ses som reaktion på store handler.

Den aarhusianske rigmand Henrik Lind har sat 4,2 mio. aktier i ISS er sat til salg gennem investeringsselskabet Lind Invest Value II. Torsdag morgen skriver Bloomberg News, at aktierne er placeret til 270 kr. per styk.

- Det påvirker selvfølgelig ISS i dag, mener Martin Munk.

Modsat har Rockwools bestyrelsesformand, Thomas Kähler, købt A-aktier i selskabet for cirka 3,5 mio.

- Det er selvfølgelig et positivt signal, bemærker aktierådgiveren.

Men i indekstoppen er også DSV, som stiger 2,8 pct. til 1546 kr., mens Vestas dratter mod bunden med et fald på 1,7 pct. til 193,85 kr. Der er torsdag middag ikke selskabsspecifikt nyt om de to aktier.

LØFTEDE KURSMÅL FOR NOVO NORDISK, FLSMIDTH OG DEMANT

Dagens selskabsspecifikke nyheder begrænser sig for eliteaktiernes vedkommende til en række nye kursmål.

Novo Nordisk har fået løftet kursmålet for sin amerikanske notering til 48 dollar, svarende til cirka 309 kr., fra 45 dollar af analytikerne i finanshuset Zacks. Det fremgår af Bloomberg News. Derudover har sjældent positive Bernstein løftet sit kursmål til 200 kr. fra 175 kr. Anbefalingen er fortsat "underperform".

Novo går 0,7 pct. frem til 290,50 kr.

FLSmidth, der kun har leveret kursplusser efter regnskabet for første kvartal blev offentliggjort tidligere i maj, har fået løftet både anbefalingen hos Barclays til "overweight" fra "equalweight", mens kursmålet bliver skruet 110 kr. op til 600 kr.

Ingeniøraktien stiger 1,7 pct. til 526 kr.

Demant fået løftet sit kursmål til 273 kr. fra tidligere 240 kr. hos den schweiziske storbank UBS, som holder fast i sin købsanbefaling. Men Demant stiger 1,9 pct. til 243,40 efter onsdagens plus på 4,7 pct.

NKT har fået hævet kursmålet hos amerikanske Goldman Sachs til 809 kr. fra 719 kr., og kabelaktien løftes 0,9 pct. til 1087 kr.

PLUSSER UDEN FOR C25.

Handelsdagens mere regnskabsrelaterede udsving leveres af blandt andet tobaksselskabet STG - Scandinavian Tobacco Group, som lagde sit kvartalsregnskab frem onsdag efter børslukketid.

Regnskabet markerer starten på den nye femårige strategi, Focus2030, og STG er tilfreds med de fremskridt, der er gjort i forhold til målsætningen om at stabilisere indtjeningen i maskinrullede cigarer og røgtobak, styrke forretningen for håndrullede cigarer og udvide inden for nikotinposer.

- Altså - samlet set er jeg egentlig godt tilfreds med første kvartal, fordi det repræsenterer, hvad jeg kalder et lille skridt i den rigtige retning, siger Niels Frederiksen, der er administrerende direktør i STG til MarketWire, i en kommentar til regnskabet.

Aktien i STG stiger torsdag middag 1,4 pct. til 72 kr.

Også uden for eliteindekset har køkkenkoncernen TCM præsenteret regnskab torsdag morgen. Det viser fremgang i både omsætning til 362,4 mio. kr. fra 308,1 mio., og Bundlinjen blev forbedret til 15,0 mio. kr. fra 12,1 mio. kr. Aktien stiger 4,3 pct. til 71,60 kr.

Bioporto fastholder forventningerne til regnskabsåret 2026 i sit regnskab. Aktien stiger 3,9 pct. til 1,21 kr. torsdag middag.

.\\˙ MarketWire