MarketWire

Aktier/åbning: Novo, Tryg og Zealand trækker C25 i grønt - DFDS hopper på opjusterring

DFDSDSVNOVO BTRYGWDH

Aktier/åbning: Novo, Tryg og Zealand trækker C25 i grønt - DFDS hopper på opjusterring

Det danske aktiemarked åbner onsdag højere trukket op af indekstunge Novo Nordisk, der trækker "kollegaen" Zealand Pharma med op. Tryg belønnes også med et solidt kurshop efter at have leveret regnskab for første kvartal.

C25-indekset ligger godt ti minutters handel onsdag 0,4 pct. højere til 1774,75.

NOVO SLUTTEDE HØJERE I USA

Den amerikanske notering for Novo Nordisk-aktien sluttede tirsdag 39,31 dollar svarende til en pris på 249,25. Tirsdag lukkede aktien i København med et plus på 3,3 pct. Novo stiger 3,1 pct. til 253,95 kr.onsdag morgen.

De amerikanske sundhedsmyndigheder, FDA, har bedt Novo-konkurrenten Eli Lilly om at levere flere sikkerhedsdata fra studier med sin netop godkendte slankepille, Foundayo, efter den er blevet sat i forbindelse med leverskade, skriver Reuters. I et brev fra den 1. april har FDA samtidig krævet, at Eli Lilly fortager yderligere studier for at vurdere risikoen for hjertekarhændelser og forsinket ventrikeltømning, altså at mavesækken tømmes for langsomt, hvilket blandt andet medfører kvalme og opkastning.

Analysedækningen af Novo-aktien er tirsdag ifølge data fra Bloomberg blevet indledt med en købsanbefaling af finanshuset SB1 Markets. Kursmålet for aktien er samtidig sat til 280 kr., hvilket indikerer et potentiale på små 14 pct.

Zealand Pharma trækkes med op og stiger mest i C25, da den løftes 3,5 pct. til 307,40 kr.

TRYG LEVEREDE BEDRE END VENTET

Forsikringskoncernen Tryg kom målt på forsikringsdriften bedre ud af første kvartal end ventet af analytikerne. Det skyldes blandt andet et for forsikringsselskabet gunstigt vejr i perioden, vurderer Per Hansen, der er investeringsøkonom hos Nordnet.

Resultatet af forsikring steg i første kvartal til 1655 mio. kr. fra 1540 mio. kr. i samme periode sidste år.

Analytikerne havde til sammenligning ventet et forsikringsresultat på 1518 mio. kr. ifølge et estimat indsamlet af Tryg op til regnskabet.

Forsikringskoncernens toplinje, som udgøres af præmieindtægterne, steg i første kvartal til 10.375 mio. kr. fra 9768 mio. kr. i samme kvartal året før. Her var analytikerkonsensus på 10.320 mio. kr.

På bundlinjen kan Tryg notere et nettooverskud på 958 mio. kr. i første kvartal mod 1118 mio. kr. i samme kvartal året før. Forventningerne hos analytikerne lød på 850 mio. kr.

Tryg faldt tirsdag 0,3 pct., mens stiger onsdag ved åbningen 1,9 pct. til 158,40 kr.

DFDS HOPPER EFTER OPJUSTERING

DFDS løftede efter børstid tirsdag forventningerne til årets driftsoverskud, EBIT, og sigter nu efter et sted mellem 1,0 mia. kr. og 1,4 mia. kr., hvor prognosen før lød på 0,8-1,1 mia. kr. Det belønnes onsdag med et kurshop 13,8 pct. til 138 kr. efter et hop tirsdag inden opjusteringen på 5,7 pct.

Det største bidrag til de løftede forventninger tilskrives rutenetværket i Middelhavet. Krigen i Iran har kastet tårnhøje oliepriser af sig og prisforskelle mellem høj- og lavsvovlolie, og det mærkes også hos DFDS , hvor marts har været negativt påvirket. Det ventes at vende til en positiv påvirkning i årets andet kvartal givet de nuværende prisforskelle, lyder det.

Regnskabet for første kvartal lander efter planen 5 maj.

NYE KURSMÅL TIL DEMANT OG DSV

Demant stiger 0,3 pct. til 212,20 kr. onsdag, trods rundbarbering af kursmålet fra storbanken UBS til 240 kr. fra 310 kr., men anbefalingen "køb" fastholdes.

DSV har fået sænket sit kursmål til 2000 kr. fra 2100 kr. hos franske BNP Paribas. Anbefalingen "outperform" fastholdes. DSV falder 0,1 pct. til 1652,50 kr.

.\\˙ MarketWire