Aktier/åbning: Fortsætter forsigtigt opsving - Coloplast stryger til tops
Aktier/åbning: Fortsætter forsigtigt opsving - Coloplast stryger til tops
Situationen i Mellemøsten er fortsat kritisk og lægger formentlig en dæmper på det danske aktiemarked fra åbningen tirsdag, hvor C25 dog genvinder lidt terræn efter en pæn stigning til Coloplast.
Eliteindekset lægger fra land 0,3 pct. højere i 1631,65. Fredagens lukkeniveau på 1623,82, der var det laveste niveau siden april sidste år, er dog stadig ikke langt væk.
Mandag kom USA's præsident, Donald Trump, finansmarkederne i møde, da han udskød en deadline for Iran til at åbne Hormuzstrædet med fem dage.
Men iranske medier har siden benægtet Trumps udlægning af, at der føres forhandlinger mellem parterne, og på oliemarkedet tikker prisen på nordsøolien tirsdag morgen igen i vejret efter et stort drop mandag.
COLOPLAST FÅR RYGKLAP AF SCHWEIZISK STORBANK
Herhjemme falder energitunge Rockwool med 0,6 pct. til 171,74 kr.
Hjemlige Coloplast gør derimod en god figur og stiger 3,1 pct. til 433,70 kr., efter at den schweiziske storbank UBS har hævet sin anbefaling til "køb" fra "hold". Kursmålet er uændret 530 kr.
Også Novo Nordisk er kommet pænt fra start og stiger 1,3 pct. til 238,40 kr., efter at aktien mandag lukkede i laveste niveau i næsten tre uger.
Ørsted, der stiger 0,3 pct. til 139,15, kan konstatere, at EU-kommissionen har godkendt den danske stats planer om støtte til udviklingen af ny havvind for 5 mia. euro eller knap 38 mia. kr.
Og så har Novonesis valgt at holde på topchef Ester Baiget ved at kompensere for den ekstra skattebetaling, når Ester Baigets forskerordning udløber i 2027. Det siger bestyrelsesformand Cees de Jong i et interview med MarketWire.
Og det er god fornuft, vurderer Haider Anjum, der er senioranalytiker i Jyske Bank.
- Der er altså god logik i det, når de vil beholde Ester Baiget, for det kan skabe intern uro, og man kan miste noget operationelt momentum, hvis hun forlader sin post, siger Haider Anjum.
Novonesis stiger 0,8 pct. til 353,40 kr., selv om aktien er bagud på point, da den ikke længere handles inklusive retten til udbytte på 4,25 kr.
Blandt sidepapirerne dratter Bang & Olufsen 8,5 pct. til 8,70 kr., efter at tv- og lydkoncernen har nedjusteret forventningerne til salg og indtjening i 2025/26. Samtidig droppes de finansielle mål frem mod 2027/28.
.\\˙ MarketWire